Du er her: Forsiden Nyheder Nyhedsbreve Nyhedsbrev december 2011

Nyhedsbrev december 2011

Nyhedsbrev december 2011


1) Seminar marts 2012
2) Generalforsamling marts 2012
3) Supervisoruddannelsen startet
4) Referat fra Den 17. Internationale Balintkongres i Philadelphia
5) Klitgården 2012
6) The International Balintfederation (IBF)
7) Nyt om supervisionsgrupper i Jylland
8) Ascona prisen for medicinstuderende
9) Revision af målbeskrivelsen og supervision i fase 3
10) Supervisionsgrupperne i Regionerne Hovedstaden og Sjælland – møder på tværs
11) Næste Biennale for Gruppeledere i Belgien
12) 18. Internationale Balintkongres
13) Oplysning om Carl Rogers bog på dansk og seminar
14) Næste bestyrelsesmøde i selskabet

_______________________________________________________

Hvem kan supervisere praktiserende læger?

Seminar 23. marts 2012 kl.

11 til 17 i Villa Medici,

Fredens Torv 3B, 8000 Århus C

I følge praktiserende lægers overenskomst har det siden 1995 været en forudsætning for samtaleydelsen, at lægen deltager i supervision. Ud fra sit forskningsprojekt ”Hvad er god supervision for praktiserende læger?” vil Helena Nielsen fortælle om, hvordan supervisionsgrupper bruges i Danmark i dag. Er det kaffeklubber eller gør de en forskel? Nogle af de spørgsmål der svares på er hvem der yder supervisionen, hvilke metoder der bruges og hvad der bliver bragt på supervision i gruppen. Hvad er det der adskiller en supervisionsgruppe fra en almindelig efteruddannelsesgruppe? Hvad har praktiserende læger behov for? Hvor personlig kan man være? Hvad er supervisors rolle og hvad er supervisandens? Disse spørgsmål vil danne grundlag for diskussion. Nærmere oplysninger om seminaret ved henvendelse til Benedicte Müller Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Efter seminaret er selskabet vært for lidt spisning inden generalforsamling i Selskab for samtale og supervision kl. 18.30

 

Supervisoruddannelsen startet

Den 24-11-2011 startede Selskabets længe planlagte 3 årige seminarrække, der vil kvalificere deltagerne til at blive supervisorer. Klitgården, Skagen, danner igen den smukke og intime ramme for en af selskabets aktiviteter. De næste 2 seminarer bliver 2-4/2 og 15-17/3. Til næste efterår optages igen kursister, forventet seminar start bliver 22-24/11, 2012. Læs referat fra 1. seminar skrevet af Trine Rønnov: Endelig kom den – en supervisor-uddannelse i almenmedicinsk regi. Jeg har faktisk gået og ventet på den i flere år. Som praktiserende læge på tiende år og psykoterapeut MPF på femte år er det oplagt for mig, at det næste skridt er en supervisor-uddannelse. For hvad kan være mere meningsfuldt end at arbejde på at kunne supervisere kolleger i det almenmedicinske univers? Men jeg var skeptisk. Skulle vi så kun lære om fish bowl og reflekterende teams? Jeg har selv gennem årene haft tre meget forskellige supervisorer i den samme gruppe. Og det har været meget inspirerende med forskelligheden. Nå, jeg tog forventningsfuld af sted. Med tog, fly og bil - der er langt til Skagen fra Storkøbenhavn. Men den lange rejse var alle trængslerne værd. Klitgården er et dejligt meditativt sted med en smuk beliggenhed, tæt på Grenen og Brøndums hotel. Vi var syv supervisorer in spe og to kompetente undervisere, Tove Mathiesen og Jørgen Strøbech. Kun et fåtal af kursisterne kendte hinanden på forhånd, men alligevel blev de fleste projektioner forholdsvis hurtigt trukket hjem igen. Vi fik hurtigt skabt et trygt rum, hvor vi kunne arbejde med læge/patient forholdet og dets facetter. Men det krævede en del nytænkning og træning - at skulle supervisere en supervisionsproces…. Jeg blev betaget af gruppeprocessen. Hvordan vi selv var med til at skabe vores måde at danne vores gruppe på. Hvordan vi allerede efter det første seminar var så meget mere kompetente, end da vi kom. Den store udfordring bliver nu at få etableret øvegrupper, så vi kan træne vores nye kundskaber. Men vores undervisere har heldigvis lovet at hjælpe os med denne proces. Jeg glæder mig til det næste seminar. Godt nytår fra Trine Rønnov

Reflektioner efter den17th International Balint Congress i Philadelphia 7.-11. September 2011

2 år efter Gyset fra Grev Dracula under d. 16. kongres i Brasov i Rumænien mødte vi så Dragen i Philadelphia - introduceret i Will Millers indledningsforelæsning om Dragen i Balintarbejdet. Dragen som det universelle symbol på en ændring/transformation, som er noget meget væsentligt i Balint-supervision. Dragen er et symbol på usikkerhed, fare, frygt og angstprovokerende trusler om forandring. Et vågnende uhyre, der truer med at destruere vore værdier, kraft og sikkerhed. Når vi møder dragen i vore fantasier, kan vi vælge imellem fornægtelse, kamp eller flugt. I terapien/supervisionen bruger vi gerne dragen som metafor, men forsøger at beholde uhyret i sin hule eller grotte. ”What would Balint Groups look like if we welcomed the dragon, real fire-breathing, frightening transformation, into our circles” spurgte Will Miller fra Baltimore – der hvor den 10. Internationale Balintkongres blev afholdt - tilbage i 1997. Han refererede Ranier Maria Rilke fra “Breve til en ung digter”: “Fear of the unexplainable has not only impoverished our inner lives, but also diminished relations between people; these have been dragged…from the river of infinite possibilities and stuck on the dry bank where nothing happens. For it is not only sluggishness that makes human relations so unspeakably monotonous, it is the aversion to any new, unforeseen experience we are not sure we can handle.” Således bevirker frygten for det uforståelige og angstprovokerende, at vi forfalder til vanetænkning, rigiditet og sløvsind. ”It is now 54 years since publication of our sacred text, The Doctor, His Patient and the Illness (London: Churchill Livingstone, 1957) and 61 years since the first Balint Group. Much has changed in the last half century. The foundational work of Michael and Enid Balint assumed physician autonomy and doctor specialness; it assumed the patient was primarily the doctors and represented a case, and it assumed the illness was in the patient. The intent of traditional Balint group was to help the doctor feel, in Michael Balint’s words, “free enough to be himself with his patient – that is, to use all his past experiences and present skills without much inhibition.” Those were good working assumptions and goals in the mid-20th century. But do they still hold? spurgte Will Miller indledningsvist i Philadelphia. Hvad der gør dragen til et så kraftfuld et symbol, er både de ydre og indre trusler, den repræsenterer. Men hvad med visionerne og mulighederne for transformation? I andre kulturer (Asien og Afrika) symboliserer dragen også kraft og styrke til læring og forandring. Slangegiften (i vores Aesculap-symbol) har i giften også et helbredende potentiale. Transformationen igennem asken af Fugl Fønix forudsætter død og udslettelse af forældede dogmer og vanetænkning. Ved at holde dragen nede i grotten undgår vi usikkerhed og frygt, men stivner i komfortzonens stagnation med en nagende rastløs utilfredshed, ledsaget af skyldfølelse og risiko for depression eller udbrændthed. Will Millers arbejdsfelt er udviklingen af Primary Care. Igennem et extensivt research-arbejde i mere end 600 lægepraksis, har han konkluderet flg.: • Surprising emotional reactivity and abrasiveness of physicians • Monumental power difference between doctor and receptionist • Surprising lack of self-care skills among physicians • Surprising lack of communication between doctors • Most practices want to improve, but few want to change • Docs prefer hearing what to do rather than learning Således præpareret på at slippe dragen løs blev 122 kongresdeltagere sluppet løs i balintgrupper over 3 dage – ind imellem præsentationer af Balintarbejde og præsentation af 3 unge Ascona-prisvindere. John Salinsky lagde ud med en skøn fortolkning af relationen mellem ”Dr. Don Quixote” og den supportive ”patient” Sancho Pancha, og Henry Jablonski publicerede en mindre survey omkring gaver fra patienterne (symboler, tanker og bagtanker). Undertegnede deltog i en ”Leader-group” med britisk, portugisisk, italiensk, canadisk, dansk og amerikansk deltagelse. Vi præsenterede cases fra vores gruppelederfunktion, og det havde jeg aldrig prøvet før. Det var dog ikke overraskende, at de velkendte fænomener som parallelprocesser, alliancer og overførings-/modoverførings-processer optrådte i rigt mål, ligesom udviklingen over de 3 dage afspejlede et stort potentiale i den mangefacetterede gruppe af erfarne balintsupervisorer – og så med en ekstra dimension i form af en slags balintgruppe/case-relation. Spændende, lærerigt og på alle måder givtigt. Byen Philadephia kunne – udover følgerne af orkan/stormflod – præsentere historien om unionsdannelsen i USA samt kunst og kultur i rigt mål. Der var organiseret en bytur, hvor vi fik lejlighed til at se et imponerende udsnit af væg- og gavlmalerier – et arbejde, der foregår løbende i byen og med veletablerede og estimerede kunstnere samt stort engagement af lokale velgørere. Undertegnede var på det fantastisk flotte kunstmuseum, der ikke stod tilbage for hverken Louvre eller Reichsmuseet. Indkvarteringen på et af byens Sheraton-hoteller var OK, men hverken den amerikanske mad eller lokaliteterne kaldte på superlativer. Deltagerantallet på kongressen var pga. destinationen begrænset til ¾ af antallet i Brasov – bl.a. var den skandinaviske repræsentation begrænset til en lille flok svenskere, 1 dansker og 1 finne -, men om 2 år i Heidelberg, vil vi nok være ”fuldt hus” igen. Gunnar Axelgaard

 

Klitgaarden 2012

Om supervision og samtalebehandling,

Klitgården Refugium – Skagen, september 2012

Formål og indhold: På kurset diskuteres, demonstreres og superviseres samtalebehandling ud fra en psykoanalytisk forståelsesramme. En del af kurset vil indeholde supervision af supervision som en nødvendig og integreret del af samtalebehandlingen.

Målgruppe: Kurset henvender sig til nybegyndere og erfarne, yngre læger, praktiserende læger og andre interesserede, der arbejder med samtale og supervision.

Form: Internatkursus. Højst 16 deltagere. Tid: Torsdag d. 06. til lørdag d. 8. september

Kursusledelse: Tove Mathiesen og Erik Pedersen

Undervisere: Tove Mathiesen og Erik Pedersen. Oplysning om kursusafgift følger senere. Der ansøges om tilskud fra efteruddannelsesfonden.

Tilmelding og yderligere oplysninger: Tove Mathiesen, Lokalpsykiatri Djursland, Hovedgaden 61, 8400 Rønde. E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. , tlf. 7789 6800 Tilmelding senest den 1.juli af hensyn til reservation af Klitgaarden. Ved senere tilmelding kan der ikke garanteres værelse på Klitgaarden. Sted: Klitgården Refugium, Damstedvej 39, 9990 Skagen For yderligere oplysninger se www.samtaleogsupervision.dk


The International Balint Federation

Ved kongressen i Philadelphia var der valg til bestyrelsen i det internationale selskab og Kristiina Toivola blev fra Finland valgt til vicepræsident, Paul Sackin fra England til ny sekretær efter Heather Suckling (UK)´s mangeårige virke. Henry Jablonski fra Sverige er fortsat præsident for selskabet. Helena

Supervisionsgrupper i Region Midt

I forsommeren 2011 viste det sig, at der i ’psykiatripuljen’ for praktiserende læger i Region Midt resterede nogle hundrede tusinde kroner, der skulle bruges inden udgangen af året. Marianne Lentz, praktiserende læge og efteruddannelseskoordinator i regionen, iværksatte hurtigt et ’projekt supervision’ og fik bevilliget penge til formålet. Efter at et passende antal praktiserende læger - med supervisoruddannelse og spredt i regionen - havde accepteret at lede en gruppe, blev en annonce sat på nettet, hvori praktiserende læger blev tilbudt gratis supervision i grupper i et forløb med ti gange tre timer. I løbet af det første døgn modtog Marianne Lentz 25 henvendelser fra interesserede læger, og flere fulgte, ligesom tilbuddet blev udvidet til udannelseslæger (der er ikke tilbud om fase 3 supervision i Region Midt) . I alt fem grupper blev dannet. Jette Schjødt og jeg superviserer en Balintgruppe i Århus med ti deltagere, heraf to er yngre læger. Alle fortalte ved det indledende møde, at de straks, de så annoncen, vidste, at de ville med i en gruppe – de havde haft det i tankerne. Nogle havde tidligere været med i supervisionsgrupper. Det er blevet en rigtig godt arbejdende gruppe, som har været interesseret i at tage vanskelige læge- patientrelationer op til overvejelse. Vi fremlagde fra starten muligheden for at arbejde med andre supervisionsmetoder hen ad vejen, men hverken dengang eller ved de løbende evalueringer har der været ønske herom. Gruppen fortsætter til hen på foråret. Benedicte Müller

 

Husk at reklamere for Asconaprisen! For Jer der underviser medicinstuderende i tidlig patientkontakt, skal I være opmærksomme på denne pris, der uddeles hvert andet år i forbindelse med en international Balint kongres. Ascona Prize for Students 2013 founded in 1976 in honour of Michael and Enid Balint. An International Balint Award for Medical Students Ascona Model (WHO) Se nærmere på: http://www.balintinternational.com/

 

Revision af målbeskrivelsen og supervision i fase 3 Der er lavet en grundig revision af målbeskrivelsen for speciale- uddannelsen i almen medicin. Supervisionsgrupper for fase 3 læger vil fortsat indgå. Ligesom der lægges vægt på den individuelle feedback og supervision på de kliniske ophold, vil gruppesupervision indgå i flere områder under de specifikke mål. Helena

Netværksmøde på tværs mellem Region Sjælland og Hovedstaden’ fase III supervisorer. Temaaften med formand for Etisk Råd i Danmark, Filosof Jacob Birkler forår 2012, 18-4 kl. 16.30 – 19.30 på CUK i Roskilde. Vi håber det bliver starten på en række netværksmøder, hvor vi kan udveksle supervisionserfaringer til fællesbedste for både supervisorer og supervisander. Jørgen

________________________________________________________

Næste Biennale gruppeleder konference bliver i Belgien. Det er nu aftalt, at den næste Biennale, om og for Balintgruppeledere og supervisorer bliver i Charleroi i Belgien 4.-6. oktober 2012. Nærmere oplysninger følger.

_______________________________________________________

Den 18. Internationale Balintkongres

Den 18th International Balint Congress vil foregå i Tyskland, nærmere bestemt i Heidelberg. Heidelberg er smuk og storslået i både natur og kultur – ligger ved Neckar floden med det berømte slot. Universitetet i Heidelberg er Europas ældste. Kongressen foregår lørdag 7th September - onsdag 11th september 2013 For begge aktiviteter se http://www.balintinternational.com/ (Er endnu ikke annonceret på siden)

_______________________________________________________

Orientering om Carl Rogers

Den amerikanske psykolog Carl Rogers (1902–1987) har haft en stor indflydelse på udviklingen af klientcentreret psykoterapi. Han brugte en interviewmetode, som meget ligner den, som Bendix brugte, ligesom han studerede båndoptagede samtaler. Jeg har dog aldrig kunnet få bekræftet, om Bendix var inspireret af ham. Dansk Psykologisk Forlag har netop udgivet bogen "Accept, empati og ægthed i psykoterapeutisk praksis - arven efter Carl Rogers". Det er en antologi redigeret af Psykolog Lisbeth Sommerbeck, der sammen med psykolog Allan Becker Larsen leder Carl Rogers Forum. Fortalere for forskellige psykoterapeutiske retninger fortæller, hvordan hans tanker og ideer indgår i netop deres retning. Karen Vibeke Mortensen bidrager med et kapitel. Netværket Carl Rogers forum afholder et seminar om Arven efter Carl Rogers Onsdag den 23. maj, 2012, 10-17, DISPUK, Snekkersten Se nærmere på http://www.carlrogers.dk/

________________________________________________________

Næste bestyrelsesmøde i Selskab for samtale og supervision Hos Jørgen Strøbech, Reventlowsgade 22.2.tv 7. januar 2012 kl. 13 I er velkomne til at komme med indlæg, ligesom vi gerne vil have en oversigt over, hvem der fungerer som supervisorer og hvem, der har plads til nye grupper. Glædelig jul og godt nytår! Rediger © 2011 Selskab for Samtale og Supervision i Almen Praksis | Søndergade 20, 7480 Vildbjerg | Webmaster: Studio Smalbro